Nogen gange sker der det, at vi hører en historie så mange gange, at den holder op med at være en historie og bliver virkelighed.
Vi ser verden, som vi tror den er.
Vi indstiller fokus på forskellighed. Høj/ lav, sort/ hvid, hund/ kat, os/ “de andre”. Vi ser kun forskellene og tror på, at vi ikke kan kommunikere med nogen der taler et andet sprog.
Det kan også være svært at forstå hinanden, når den ene logrer med halen af glæde og den anden af nervøsitet…
Men det kan lade sig gøre.
Det er faktisk ikke så svært, når man ikke har hørt, at man ikke kan.
Det er det heller ikke, når man husker, at vi alle kommer fra den samme kerne. Vi har samme udgangspunkt. Både høj og lav, sort og hvid, hund og kat, ja endda både os og “de andre”, startede som en gnist af det samme ubegrænsede potentiale. Det nogen vælger at kalde for det Absolutte og andre Brahman, Gud, Universet eller noget helt andet.
Når vi holder fokus der, kan vi se, hvordan alle og alting er forbundet og vi zoomer ikke ind på de steder, hvor vi ikke er ens. Hvor vores udtryk og potentiale er forskelligt.
Det er et smukt syn
